Lær kunsten at drikke te med nærvær og fokus

Oprettet d.

Lær kunsten at drikke te med nærvær og fokus

Mindfulness og te

Banker dit hjerte for te, kan du give dig selv masser af selvkærlighed ved at praktisere mindfulness, mens du drikker te. Mindfulness og te hænger nært sammen – og det har de gjort langt tilbage i te-historiebogen. 

Tænker du på te, så snart du står ud af sengen om morgenen? Eller glæder du dig altid til at komme hjem og slappe af med en varm kop te i hånden, mens du absorberer og fordøjer dagens mange indtryk efter en lang dag på arbejdet? 

Skærp dine sanser – mærk dig selv i nuet, når du drikker te

Med få redskaber kan du blive endnu bedre til at fokusere og være til stede i nuet, når du forkæler dig selv med en kop te. Lige fra du begynder at brygge din te, til du har nydt den sidste tår i tekruset.

Her i artiklen kan du blive meget klogere på, hvad mindfulness er for en størrelse, hvorfor det har en gavnlig effekt på både krop og sjæl, og hvordan du går frem, hvis du gerne vil kombinere dit te-drikkeri med mindfulness. 

Hvad er mindfulness?

Mindfulness er et andet ord for det at være til stede i nuet.

Når du træner din opmærksomhed på nuet, forsvinder alle andre forstyrrende tanker. Det gør det nemmere for dit nervesystem at falde til ro. 

Det kan være lidt af en kunst at nå dertil, hvor du er hundrede procent til stede i nuet, og det kræver lidt øvelse for mange af os. Ved hjælp af dine sanser kan du smage, se, lytte, mærke eller dufte det øjeblik, du er til stede i netop nu.  

Du skal have dine sanser i spil, når du praktiserer mindfulness, og der er flere veje at gå.

Hvordan kan du praktisere mindfulness?

Der er flere måder, hvorpå du kan praktisere mindfulness.

Yoga og meditation er to populære metoder.

Du behøver dog ikke nødvendigvis at øve dig i at lytte til mindfulness musik eller bruge penge på et mindfulness kursus. Du kan komme langt ved at fordybe dig, når du drikker din yndlings-te, og du tager dig en velfortjent pause i dagens løb.

Hvad er mindfulness godt for?

Mindfulness er godt for både din krop og din sjæl.

Det nedsætter stressniveauet i din krop, og det giver dig et enormt fysisk og mentalt velvære. Elsker du te, kan du ikke finde en bedre måde at forkæle dig selv på end at drikke te med fokus på nærvær og mindfulness.

Når du er i gang, så brug gerne lidt tid på at overveje, hvad du er taknemmelig for i dit liv og i din dagligdag. Det giver dig en større lykkefølelse og en mere dybfølt glæde.

Det kræver ikke mere af din tid, hvis du allerede har som rutine at tage en eller flere te-pauser gennem dagen. Det kræver blot, at du fokuserer på mindfulness og nærvær, mens du brygger og nyder din te.

I det næste afsnit vil jeg fortælle dig lidt mere om, hvordan du kan gå frem trin for trin, når du gerne vil fokusere på mindfulness, mens du nyder duften og smagen af din te. 

mærk dig selv i nuet, når du drikker te

Sådan drikker du te med fokus på mindfulness

Nu vil jeg fortælle dig, hvad der virker godt for mig, når jeg nyder min te.

Det kan sagtens være, at du finder det mest naturligt eller behageligt at udelade et trin eller to undervejs i processen. Så gør du bare det.

Det vigtigste er, at det føles rart og naturligt for dig.

 

1. Find et roligt sted og find dit yndlings te-udstyr frem

Gå et sted hen, hvor du har det rart.

Gerne et roligt sted, hvor du kan slappe af. Måske en krog i huset, hvor der strømmer sollys ind af vinduet, eller hvor der er et blidt, behageligt aftenlys?

Tænd gerne for lidt afslappende baggrundsmusik, hvis du har det godt med det, og find så dit yndlings tekrus, støbejernskande eller tepotte frem fra skabet.

 

2. Vælg den te, du vil nyde

Tag den te frem, som du har allermest lyst til lige nu.

Brug gerne lidt tid på at kigge på de te-varianter, du har i skabet. Har du lyst til en kop afstressende kamillete? Eller vil din krop og dine muskler have godt af en afslappende pebermyntete?

Mærk efter, hvad du har brug for og lyst til.

 

3. Bring te-vandet i kog

Prøv at lukke alt andet ude end den blide lyd af bobler, der kommer til syne i vandet, der er på vej til at komme i kog. 

Stå afslappet ved din vandkoger og fokuser dit åndedræt, mens du observerer vandet, der langsomt kommer i kog.

Lad dit blik fæstne sig på dampen, der strømmer ud. Lyt til vandets lyde, når du hælder det over din te og tag den med til dit yndlings sted.

 

4. Sæt din te til at trække

Sæt dig nu godt tilrette på en stol, i sofaen eller på gulvet og fokuser på dit åndedræt.

Vær opmærksom på den forandring, som vandet gennemgår, når teen bliver tilsat.

Følg farverne med dine øjne. 

 

5. Tag en dyb indånding

Lad teens aroma og duft fylde dine næsebor.

Hver type te har sin helt egen særlige duft. Hold den varme kop te i dine hænder og føl varmen derfra. Luk dine øjne, tag en dyb indånding og fokuser på teens duft.

Har teen en fyldig og frugtig duft? Eller er den blød og diskret? Hvad får teens duft dig til at føle? Hvad gør den ved din krop – og dit humør?

 

6. Nyd din te – langsomt

Sip til din færdigbryggede te.

Lad teen fylde din mund og mærk den varme, der følger med, når du synker teen.

Nyd hvert enkelt mundfuld – og tag dig god tid.

 

7. Tænk på noget, du er taknemmelig for i dit liv

Fokuser på noget, der gør dig glad.

Hvad er du taknemmelig for i dit liv? Hvad er der sket i dagens løb, som du er taknemmelig for?

Vær taknemmelig – også for de små ting i livet.

drik te med fokus på mindfulness

Drik te og mærk dig selv – på din helt egen måde

Det er forskelligt for os alle hver især, hvad der får os til at føle os afslappede og godt tilpas.

Det er ikke sikkert, at alle de trin, jeg følger, virker naturlige eller afslappende for dig. 

Det kan være, at du har behov for at fokusere mere på din vejrtrækning, eller at du vil have det godt med at lave lidt yoga undervejs.

Gør det, der føles godt for dig, når du drikker te med fokus på mindfulness.

Så sender du en masse selvkærlighed i din retning.

Mærk dig selv mens du nyder mindfulness tedrikning

Egner nogle typer af te sig bedre til mindfulness end andre?

Når du gerne vil nyde din te i fulde drag og drikke den på en mindful måde, er det vigtigste, at du vælger en te, du nyder, og som du har lyst til lige netop den dag eller den aften.

Her får du mine bud på te-varianter, som du kan drikke, når der står selvforkælelse på programmet:

●    Grøn te med jasmin
●    Kamille te
●    Pebermynte te
●    Matcha te

Men husk på, at det er dig, det hele handler om.

Og du skal derfor gå med en te, som behager dig og dine smagsløg.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar